Redegørelse

De to indgange til kulturbegrebet

 

Den tværkulturelle forståelse af kultur:

En tværkulturel model kan være god til at pege på tendenser. Den tværkulturelle model kan hjælpe os til at danne en form for overblik. Ved hjælp af modellen kan man analysere sig frem, og danne en forståelse af hvorfor en bestemt gruppe har svært ved at tilpasse sig. Denne model laver sammenlignende analyser af adfærd. Den tværkulturelle model rummer en fare for etnocentrisme eller kulturrelativisme.

Etnocentrisk kulturforståelse er, når det højeste udviklingstrin er det man selv befinder sig på. Med andre ord ser man altså på andre kulturer som værende mangelfulde. Derfor lægger man afstand til al den kultur, som ikke er ligesom ens egen.

Kulturrelativistisk model indebærer at kultur ses som et fænomen der kun kan forstås indenfor egne rammer. Dvs. folk blander sig ikke i andres kulturer, men passer deres egen. Med en tværkulturel forståelse kan kultur betragtes udefra.

I disse to kulturforståelser er der en ide om at kultur er et afgrænset område, hvor den så kan betragtes og bedømmes. Modellen er ikke fyldestgørende i en kompleks tidsalder. Mennesker bevæger sig i forskellige fællesskaber. Man har den samme personlighed, men man opfører sig forskelligt alt efter hvilke situationer man er i.

 

Den transkulturelle forståelse af kultur:

Modellen har sit udgangspunkt i at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker. Derved forstås at der i ethvert møde udveksles og skabes kulturer. Kultur er således en given proces. Denne model ser på kultur gennem kultur. Den der betragter, er også kulturbærer. Den transkulturelle model er hvor man peger på hvordan den enkelte kultur udpeges, beskrives og afgrænses. Det er ikke kulturerne der er mest i fokus, men samspillet og konteksten.

Den transkulturelle model bevæger sig væk fra det psykologiske personbegreb, som ligger til grund for den tværkulturelle forståelse. Personbegrebet har fokus på fortiden som forklaring på følelser og handlinger. Denne model taler som ”selvet” dette er et forhold, der forholder sig til sig selv. Det kan være en andens fortællinger om en selv. Modellen åbner et øget fokus på egen kulturbaggrund, på egen reaktion og fortolkning.

 

Forforståelse og redundans:

Forforståelse er med til at gøre kommunikationen mellem mennesker lettere. Det er forforståelse der muliggør redundans. Redundans er disse forhold der gør at mennesker kan forstå hvad hinanden fortæller. Selvom der undlades noget fra et udsagn, så vil personen som modtager kunne gætte det udeladte, i og med at referencerammen er den samme. Hvis vi bevæger os i et bestemt samfund eller fællesskab, har vi forinden ofte ”automatisk” gennem livet gjort/haft nogle grundlæggende forforståelser, erfaringer og refleksioner, for at kunne agere i dette samfund. Et ”moderne” problem ifølge Bateson er, at refundans forsvinder, meningen bliver diffus. En tid med megen indvandring, de kender ikke de kulturelle forforståelser. Forforståelserne er ikke længere klare, dette skaber misforståelser. Der er grundlæggende antagelser i et fællesskab, de er ubevidste sandheder om menneskelig adfærd. Antagelserne er forskellige fra fællesskab til fællesskab. Der tales om integration, men det betyder ofte assimilation eller segregation. Man må enten lære de uskrevne regler i fællesskabet, uden for mange spørgsmål, eller man må holde sig uden for fællesskabet.

 

Forandring af perspektiv:

Forandring af perspektiv handler meget om traditioner, grundlæggende værdier, erfaringshorisont, og det vi har været vandt til i en bestemt kultur. Noget man typisk har et bestemt syn på. Ofte hvis der skrabes i bunden, løsrives nogle elementer der hvirvler op og gør at man bliver følelsesmæssigt berørt. Det bliver sværere at se bunden og lodde dybden. Nogle gange kan det opstå helt tilfældigt, og derved bliver man foræret et nyt perspektiv.

 Nedenstående figur viser overfladen, dybden og bunden.