Oplæg fra Møllehuset!

Vi havde i dag besøg af Conny, som er sygeplejerske og arbejder i Møllehuset.

I møllehuset bor børn og unge ved fysiske- og psykiske handicaps. Der bor 14 børn, men huset rummer mange forskellige diagnoser. Børnene er meget forskellige, og har forskellige lidelser. Det kan både være børn som har taget skade ved fødslen, men også børn som har fået en lidelse senere hen.
Conny fortalte i sit oplæg, at de bruger mangge pædagogiske tilgange i deres arbejde. For dem har alt liv har en værdi, ligemeget hvor dårlig den enkelte har det. De lægger vægt på at yde deres optimale til at børnene er glade, og deres liv har værdi. Derfor tager de ofte videre uddannelse og lignende, så de kan bidrage med det optimale, for at hjælpe børnene med at videreudvikle sig. De ser hvert enkelt barn som værende unikt, og hvert barn har en ressource. Det er vigtigt for dem at anerkende det enkelte barn.
Tryghed, omsorg, nærhed og plads til traditioner og det enkelte barn betyder meget i Møllehuset. De holder juleaften som de fleste andre familier, og danser alle rundt om juletræet- det er vigtigt alle er en del af fælleskabet. De har i møllehuset fokus på sansene, og har bl.a. et sanserum og en sansehave.
De analyserer hvert barn, og har en positiv tilgang til hvert enkelt barn. Der bliver skrevet en historie om barnet, som barnet kan tage med sig senere i livet.
I Møllehuset benytter de bl.a. Maslows behovspyramide, og arbejder meget med realtions pædagogik. De bryger også KRAP, hvor de har fokus på det kognitive og psykiske. De fokuserer også på Gentle teaching, hvor det er vigtigt for dem, at barnet har mest muligt indflydelse på sit eget liv som muligt. De arbejder med kognitive sagsbehandling, hvor de forsøger at finde årsager til god eller dårlig adfærd, og på denne måde kan de forstærke eller undgå.

I møllehuset ser de alle som væredne ligeværdige, og Conny fortæller "deres" børn er nogle fantastiske børn..

Det virker til, at de i Møllehuset er meget struktureret, og personalet er meget engageret. Intrykket er, at intet er op til tilfældighederne. Der er "styr" på hvert enkelt barn, og der bliver taget hensyn til alle i fælleskabet. hvert enkelt barn bliver behandlet som det har brug for, mens barnet samtidigt bliver lyttet til og forstået via. et godt samspil.

John Dewey

John Dewey

Den kære John Dewey blev født i det herrens år 1859 og gik bort 1952. Han døde i en alder af 93 år. Han var en amerikansk filosof og pædagog. Ydermere underviste han på universitet i Chicago, hvor han var professor i filosofi, psykologi og pædagogik. Han ragede dog uklar med universitetet da han mente at man forsøgte at styre skolen ovenfra. Derfor flyttede han til Columbia Universitetet i New York.

Dewey har haft stor indflydelse på den progressive skolebevægelse i USA, og har også tidligere være inde over pædagogisk rådgivning i Kina og Sovjet.

Han fremsatte en grundig kritik af den traditionelle skole, mens han samtidig forholdt sig tillige kritisk over for de progressive skoler.

Menneskesyn

Deweys menneskesyn er inspireret af Darwins evolutionsteori, samt Hegels filosofi og pragmatismen, som Dewey selv var medskaber af.

Han har et naturalistisk menneskesyn, der vil sige at mennesket handler pr. automatik ud fra biologisk natur.

Valg træffes ud fra det man lever i, og man har svært ved at tænke ud over det. Det er Deweys opfattelse at en væsentlig del af opvæksten er, at mennesket drager erfaringer og derved handler ansvarligt som voksen. Børn og unge bør være mere fremadrettet, og de voksne bør forberede børnene på den verden de kommer til at leve i, og ikke den verden de allerede er i.

Grundlæggende værdier

John er ophavsmand til begrebet ”Learning by doing”, der direkte oversat jo betyder læring gennem handling, som hører hjemme under erfaringspædagogikken.

Målet med opdragelsen/pædagogikken

Dewey påpeger at betydning ved at opstille mål er sundt for mennesket for forfølge de målsætninger man har sat sig for at virkeliggøre dem. Impulser og ønsker er en forudsætning for opstilling af mål.

Forholdet mellem voksen/professionel og barn/bruger

Selv helt små børn har en forståelse for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert adfærd i et fællesskab. I den traditionelle skole blander læreren sig ofte og fungerer som autoritet fordi en klasse er en klasse og ikke en social gruppe.

Metode/midler til at opnå målet

Erfaringsprocesser: Hindring – analyse – hypotese – eksperiment.

Dette bruges til at løse en hindring for at skabe ligevægt, dette gentages indtil man er tilfredsstillet.

Samspil mellem ydre og indre vilkår:

Ydre vilkår = barnets miljø og påvirkninger det udsættes for.

Indre vilkår = barnets erfaringer, evner og interesser.

Vækstprincip:

Dette er Deweys overordnet livssyn. Dewey betragter det som naturgivet.

Erfaringer kan ikke ophobes og sættes op ved siden af hinanden. Gør man en erfaring er man ikke helt den samme som før. Ens virkefelt bliver udviklet, fx ved at lære at cykle. Når man først har lært at cykle én gang, skal man ikke lære det igen.

Dobbetlsocialisering

Da kvinderne kom på arbejdsmarkedet i 60'erne, skulle børnene fra hjemmet og ud i pasningstilbud i det offentlige. Barnet bruger mange timer i daginstitution opvokser og integreres i to betydningsfulde Udviklingsmiljøer. 

Barnet skal altså tilpasse sig i begge miljøer, i hjemmet og i daginstitutionen. Det bærer erfaringer med fra det det ene miljø til det andet. Barnet kan pendle mellem to miljøer, og kan opfange det positive fra hvert miljø, således oplevelserne komplettere hinanden og giver god mening. De udgør to meget forskellige typer af udviklingsarenaer. I familien udleves og bearbejdes følelser og den nære tilknytning. I børnehaven lærer barnet at gebærde sig socialt med de andre børn, og lærer at være selvstændig og give udtryk for sin mening blandt jævnaldrende. Barnet lærer via bevægelsen mellem de to systemer, hvilke normer og roller der er gældende. Men barnet bliver også stillet overfor gravet om på en gang at kombinere de to verdner og holde dem adskildt.
Barnet udsættes for store tilpasningskrav, og skal derfor i en meget tidlig alder udvikle stor social kompetence.
 Eksempel: lille Viktor går i børnehave. Hjemme hos Viktors forældre og søskende har de nogle regler og normer. Forældrene har en bestemt måde at opdrage Viktor på. I børnehaven gælder nogle andre normer, og Viktor har en anden rolle end derhjemme. Pædagogerne har fastlagt en bestemt dagsorden, som Viktor og de andre børn skal tilpasse sig.

Mediepanik:

En faglig begrundelse er når pædagogen har nogle meninger ud fra noget dokumentation, dvs. der er fx undersøgelser der understøtter en mening. Det kan være en gruppe pædagoger der laver en undersøgelse med Ipad til børn, og derudfra har en mening.

En almindelig mening, er en personlig holdning til noget. Fx hvis en pædagog mener at computerspil ikke stimulerer børn på en positiv måde, men hun/han har ikke en faglig begrundelse eller undersøgelse der understøtter holdningen.

De faste deltagere i mediepanik kan fx være den lidt ældre genration, som ikke er født med en mobiltelefon i hånden. For dem er det ikke naturligt med computer, Ipad osv. Derfor er det ofte svært for dem at forholde sig til det. De giver ofte op på forhånd, og taler negativt om det. De tager afstand, og er bange for det nye. De mener ofte at medier gør børn inaktive, og at de bestemt ikke lærer noget ved det.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/nye-medier-er-ikke-farlige

Kultur:

I dag har vi talt om kultur på forskellige planer. Man betragter ofte kulturer som fx forskellige lande. Vi har en bestemt kultur i Danmark og de andre lande har deres. Vi kan have forskellige måder at gøre bestemte ting på, dette er også en form for kultur. Det er måske en kultur, en vane vi har med os hjemmefra, som ligger til familien. Der er forskellige kulturer omkring os konstant. I klasseværelset er der en slags kultur man følger, til fodbold træning er der en anden slags kultur osv.

Redegørelse

De to indgange til kulturbegrebet

 

Den tværkulturelle forståelse af kultur:

En tværkulturel model kan være god til at pege på tendenser. Den tværkulturelle model kan hjælpe os til at danne en form for overblik. Ved hjælp af modellen kan man analysere sig frem, og danne en forståelse af hvorfor en bestemt gruppe har svært ved at tilpasse sig. Denne model laver sammenlignende analyser af adfærd. Den tværkulturelle model rummer en fare for etnocentrisme eller kulturrelativisme.

Etnocentrisk kulturforståelse er, når det højeste udviklingstrin er det man selv befinder sig på. Med andre ord ser man altså på andre kulturer som værende mangelfulde. Derfor lægger man afstand til al den kultur, som ikke er ligesom ens egen.

Kulturrelativistisk model indebærer at kultur ses som et fænomen der kun kan forstås indenfor egne rammer. Dvs. folk blander sig ikke i andres kulturer, men passer deres egen. Med en tværkulturel forståelse kan kultur betragtes udefra.

I disse to kulturforståelser er der en ide om at kultur er et afgrænset område, hvor den så kan betragtes og bedømmes. Modellen er ikke fyldestgørende i en kompleks tidsalder. Mennesker bevæger sig i forskellige fællesskaber. Man har den samme personlighed, men man opfører sig forskelligt alt efter hvilke situationer man er i.

 

Den transkulturelle forståelse af kultur:

Modellen har sit udgangspunkt i at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker. Derved forstås at der i ethvert møde udveksles og skabes kulturer. Kultur er således en given proces. Denne model ser på kultur gennem kultur. Den der betragter, er også kulturbærer. Den transkulturelle model er hvor man peger på hvordan den enkelte kultur udpeges, beskrives og afgrænses. Det er ikke kulturerne der er mest i fokus, men samspillet og konteksten.

Den transkulturelle model bevæger sig væk fra det psykologiske personbegreb, som ligger til grund for den tværkulturelle forståelse. Personbegrebet har fokus på fortiden som forklaring på følelser og handlinger. Denne model taler som ”selvet” dette er et forhold, der forholder sig til sig selv. Det kan være en andens fortællinger om en selv. Modellen åbner et øget fokus på egen kulturbaggrund, på egen reaktion og fortolkning.

 

Forforståelse og redundans:

Forforståelse er med til at gøre kommunikationen mellem mennesker lettere. Det er forforståelse der muliggør redundans. Redundans er disse forhold der gør at mennesker kan forstå hvad hinanden fortæller. Selvom der undlades noget fra et udsagn, så vil personen som modtager kunne gætte det udeladte, i og med at referencerammen er den samme. Hvis vi bevæger os i et bestemt samfund eller fællesskab, har vi forinden ofte ”automatisk” gennem livet gjort/haft nogle grundlæggende forforståelser, erfaringer og refleksioner, for at kunne agere i dette samfund. Et ”moderne” problem ifølge Bateson er, at refundans forsvinder, meningen bliver diffus. En tid med megen indvandring, de kender ikke de kulturelle forforståelser. Forforståelserne er ikke længere klare, dette skaber misforståelser. Der er grundlæggende antagelser i et fællesskab, de er ubevidste sandheder om menneskelig adfærd. Antagelserne er forskellige fra fællesskab til fællesskab. Der tales om integration, men det betyder ofte assimilation eller segregation. Man må enten lære de uskrevne regler i fællesskabet, uden for mange spørgsmål, eller man må holde sig uden for fællesskabet.

 

Forandring af perspektiv:

Forandring af perspektiv handler meget om traditioner, grundlæggende værdier, erfaringshorisont, og det vi har været vandt til i en bestemt kultur. Noget man typisk har et bestemt syn på. Ofte hvis der skrabes i bunden, løsrives nogle elementer der hvirvler op og gør at man bliver følelsesmæssigt berørt. Det bliver sværere at se bunden og lodde dybden. Nogle gange kan det opstå helt tilfældigt, og derved bliver man foræret et nyt perspektiv.

 Nedenstående figur viser overfladen, dybden og bunden.

 

Feltarbejde i Lejerbo vuggestue

I dag har vi været ude at undersøge pædagogens rolle i en vuggestue. Vi besøgte den pædagogiske leder i Lejerbo vuggestue, Gitte Thyrrestrup.  Hun er efter den nye reform pædagogisk leder pr. 1. Januar, og er nu mere involveret i børnenes dagligdag.

Hun er uddannet socialpædagog i 1994. Hun arbejdede med personer med et alkoholmisbrug, hvorefter hun fik tilbuddet om arbejde i Lejerbo vuggestue i Thisted.

Vi fangede hende til et par spørgsmål om hendes syn på pædagogens rolle. Her er et uddrag.

1.       Havde du nogen forventninger til pædagogens rolle under din uddannelse?:

”Dengang var det meget selvforvaltning, jeg havde forventninger til pædagogen skulle ud og hjælpe børnene til at blive selvforvaltende. Jeg forventede vi kom ud og var fagligt dygtige, og positive. At det er vigtigt at tage faget til sig og bruge det, og ikke ”bare” passe børn, som mange mente var pædagogens arbejde dengang.  Jeg forventede vi kom ud, kunne stå fagligt frem og fortælle hvem vi er, hvad vi gør og hvorfor. ”

Ydermere beretter hun at hendes forventninger er blevet indfriet.

2.       Har dit syn ændret sig efter endt uddannelse?:

”Jeg troede aldrig jeg skulle være leder, da jeg lige blev færdiguddannet. Jeg ville gerne arbejde med unge med vanskeligheder, men nu er det jo børn jeg brænder for.”

3.       Har pædagogens rolle ændret sig efter endt uddannelse?:

”Dengang var der meget fokus på selve barnet som centrum. Nu er der meget mere fokus på pædagogen, og hvordan pædagogen kan ændre adfærd, for at få barnet til at ændre adfærd. Barnet er stadig i centrum.  Man kigger mere på hvorfor barnet reagerer, som det gør. ”

4.       Hvad er en god pædagog i praksis efter din opfattelse?:

”En god pædagog er efter min opfattelse en pædagog som er der for børnene, en der er nede på jorden, en man stoler på, en der tager ansvar, en der vil børnene, og tager børnene seriøst. Pædagogen skal også tage kollegaerne seriøst, så de får en god sparring i forhold til faglighed.”

5.       Oplever du teorien bliver brugt ude i praksis?:

”Ja, i starten var det meget belastende hele tiden at skulle tænke over anerkendelse, skulle jeg rose alt hvad barnet gør? Senere kom det til at ligge på rygraden, og man kunne jo også bruge anerkendelse til at sætte grænser.  Vi tænker meget over hvordan vi er og hvordan vi formulerer os overfor børnene, men det sætter sig også på rygraden med tiden. Anerkendelse bliver også brugt meget på de børn vi har med særlige behov.”

6.       Er der noget ved arbejdet som du blev overrasket over?:

”Ja, dokumentation fylder en rigtig stor del af arbejdet. Mere end jeg havde forventet. Vi har valgt at have minimalt dokumentation, fordi vi hellere vil være sammen med børnene. Jeg føler det er bedre med en god kommunikation med forældrene, frem for skriftlig dokumentation hjem til forældrene. Det har vi simpelthen ikke tid og overskud til.”

 

Konklusion:  

Via dette interview blev afklaret med at pædagogens rolle har ændret sig i løbet af en årrække. I dag er der meget mere fokus på den anerkendende teori. Pædagogen skal ikke bare kunne passe børn, men have en gennemgående personlighed og teori. Der bliver lagt rigtig meget vægt på dokumentation, for meget, efter hendes mening. Det er slet ikke relevant med så meget dokumentation i en vuggestue, udtalte Gitte. Hun bekræfter os i at en pædagog  skal vide, kunne og gøre.